Svar til Thomas Nordahl fra Thomas Aastrup Rømer
Det er svært at tage Nordahls bemærkninger seriøst. Jeg har mig bekendt aldrig udtrykt almen kritik af ”kvantitativ forskning”, kun af ”evidensbaseret forskning”, hvilket er det modsatte.
Professor Thomas Nordahl er ude med riven i en artikel d. 10/9 på utdanningsnytt.no, som også stod i det danske forskningstidsskrift ”Paideia”, som Nordahl mig bekendt selv er knyttet til. Først angriber han uden den mindste analyse to fremtrædende norske kritikere, nemlig den prisvindende og modige lærer Simon Malkenes, som ellers har skrevet en meget grundig bog om ”Det store skoleeksperiment”, og Svein Sjøberg, som er professor i pædagogik, og som har foretaget adskillelige vigtige analyser af både norsk og global pædagogik og uddannelsespolitik. Nordahl kalder Malkenes' arbejde for "erfaringsbaseret", hvilket åbenbart er en kritik i Nordahls kredse? Hvis han dermed mener, at Malkenes bog er uden dokumentation, så er det decideret ukorrekt. Jeg har læst bogen, og den er propfyldt med dokumentation og kundskabstørst, langt mere end Nordahls egne arbejder. Nordahls karakteristik af Sjøbergs bidrag er decideret latterlig. Men jeg har bemærket, hernede fra fladlandet, at både Malkenes og Sjøberg kan svare for sig selv, så jeg lader det ligge.
Dernæst går Nordahl i gang med at karakterisere og omtale den danske diskussion: Først nævnes lektor Keld Skovmand og undertegnede i nogle hurtige nedsættende vendinger. I resten af artiklen bruger Nordahl sit kritiske krudt på en ret kort artikel af Jakob Klitmøller og Klaus Nilsen, hvor de kritiserer Nordahls store idol, John Hattie. Baggrunden for Klitmøllers og Nielsens artikel er, at de i 2018 skrev to store fagfællebedømte artikler i henholdsvis Dansk Pædagogisk Tidsskrift og Nordic Studies in Education om John Hatties arbejde. Men disse artikler viser Nordahl ikke tegn på at have orienteret sig i. Blandt andet derfor yder Nordahl efter min opfattelse ikke retfærdighed til Klitmøllers og Nielsens grundige analyser. Men Klitmøller og Nielsen kan nok også svare for sig selv, så også det lader jeg også ligge.
Jeg vil her blot knytte et par kommentarer til Nordahls omtale af Keld Skovmands og mit eget arbejde, som efter Nordahls mening er en del af den samme tendens, som han mener, at Klitmøller og Nielsen udtrykker. Nordahl reducerer disse meget forskellige indsatser til noget, han kalder for ”verdiforankret”, hvilket skulle stå i modsætning til pædagogisk videnskab, som han altså så selv bedriver, selvom han er så policy-affirmativ, at man får ondt i sin videnskabelige kasket? Det hele er meget mystisk, hvis man er oplært i den frie omgang med tingenes vekselvirkning:
Her er Nordahls omtale af Keld Skovmands arbejde (min fordanskning):
”I Danmark ser fronterne ud til at være endnu skarpere trukket op. Dette ser vi f.eks. ved Skovmands anmeldelse af ledende pædagogiske forskere i Danmark for videnskabelig uredelighed. Disse forskere blev frifundet for at have bedrevet tvivlsom forskningspraksis ved at alle 55 klagepunkter blev afvist. Men før frifindelsen havde Skovmand (2019) allerede publiceret en bog om dette og fået bred og ukritisk omtale i medier i Danmark. Skovmand argumenterer på et værdiorienteret grundlag og forholder sig eklektisk til kvantitativ forskning.”
Keld Skovmand har undersøgt etableringen af den såkaldte læringsmålstyrede undervisning, en didaktisk formel som har materialiseret sig i dansk skolepolitik efter vedtagelsen af en omfattende skolereform i 2013. Han har gennemført grundige begrebsmæssige og politiske analyser af det pædagogiske felt, og han har fremlagt sine begrundelser i en meget rost ph.d.-afhandling, i to ledsagende monografier og i en lang række artikler, hvor der er lange tråde ned i dansk pædagogisk tradition og også langt ud i aktuelle internationale diskussioner, som Nordahl virker underligt ubekendt med. Skovmands synspunkter støttes af mange forskere og praktikere i landet. Både Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Jeppe Bundsgaard har ganske vist forsøgt at imødegå kritikken, men forgæves. Det er for plat at reducere Skovmands enorme indsats til et ”værdiorienteret grundlag”, som er imod ”kvantitativ forskning” og den slags polemiske overfladesymbolik. Men det er korrekt, at Skovmand kritiserer mange af de folk, som Nordahl arbejder sammen med, og som også er glade for John Hattie og for en hyper-teknificeret Niklas Luhmann. Faktisk er Skovmand slet ikke så Hattie-kritisk, men det overser Nordahl, formodentlig fordi han ikke har sat sig ind i Skovmands analyser.
Ud over Skovmands omfattende faglige kritik, som Nordahls venner slet ikke har kunnet svare på, så har Skovmand ført sag om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Det er rigtigt, at han tabte denne sag, men det betyder ikke, at de analyser, han fremlagde, ikke var korrekte og yderst tankevækkende. Endelig vil jeg nævne, at Skovmand nok er den meste ”tællende” forsker i landet. Hans bøger myldrer med optællinger og empiriske iagttagelser.
Om mit eget arbejde skriver Nordahl:
”Thomas Rømer (2016) er også et eksempel på en fagperson i Danmark, som benytter personlig kritik af andre forskere ved brug af begreber som ”oligarkier” for at femme sine påstande uden empirisk dokumentation. Det noget specielle ved denne kritik mod kvantitativ forskning og effektstudier er, at den personificeres. Enkeltforskere navngives, og der fremlægges en række udokumenterede påstande og insinuationer om enkeltpersoner i stedet for at føre en principiel videnskabelig dokumentation”
Den reference, der hedder ”Rømer (2016)”, og som fremhæves som et eksempel på ”personificering” og ”udokumenterede påstande” er en kritisk artikel af John Hattie, som står i Nordens førende pædagogiske tidsskrift, Nordic Studies in Education. Det er i al fald det eneste af mine arbejder, der er angivet i litteraturlisten, selvom artiklen rent faktisk er fra 2017 og ikke 2016. Men netop denne artikel fik i 2019 en pris for sine videnskabelige og kritiske kvaliteter af det forskningssamfund, der står bag tidsskriftet, nemlig Nordic Educational Research Association (NERA). Artiklen udkom her i 2019 også i en engelsk version i det anerkendte australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”. Det er svært at tage Nordahls bemærkninger seriøst. Jeg har mig bekendt heller aldrig udtrykt almen kritik af ”kvantitativ forskning”, kun af ”evidensbaseret forskning”, hvilket er det modsatte.
Manglen på substans hos Nordahl ser man også et andet sted i hans artikel. Et sted taler Nordahl om, at John Hattie trækker på filosoffen Karl Popper. Denne markering ser ud til at skulle understrege, hvor klog Hattie er (”langt mere end bare en statistiker”). Men netop Hatties brug af Popper er overhovedet ikke ”klog”. I min prisbelønnede artikel, som Nordahl gør grin med, findes der en grundig analyse, som netop påpeger, at Hatties brug af Popper ender med at gøre Popper til sin egen modsætning. Det sker, fordi Hattie trækker på konstruktivistisk teori, mens Popper er videnskabelig og kritisk realist. Nordahl har slet ikke sat sig ind i min kritik, men alligevel slynger han om sig med banale beskyldninger om noget, han kalder for ”udokumenterede påstande og insinuationer om enkeltpersoner i stedet for at føre en principiel videnskabelig dokumentation”. Og lige til det sidste: Naturligvis beskæftiger jeg mig med ”enkeltpersoner”, som Nordahl ubehjælpsomt kalder det. Nordahl skriver jo også om enkeltpersonen ”John Hattie”. Men i modsætning til Nordahl, så sætter jeg disse personer i kritisk sammenhæng med deres tekster, pædagogik, politik og videnskabelige ideologi, for det er det, som er den pædagogiske videnskabs opgave. Der er altså for mit vedkommende tale om dybt saglige og kritiske processer.
Nordahl latterliggør også mit arbejde med det, jeg kalder for ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”. Men eksistensen af et sådant oligarki, som Nordahl i parentes bemærket selv er en del af, er skam et veletableret og evidensbaseret faktum, som jeg har beskrevet grundigt og med omfattende empirisk og teoretisk dokumentation i flere bøger og udgivelser, f.eks. i bogen ”Pædagogikkens to verdener” fra Aalborg Universitetsforlag.
Denne guruficerende Hattie-sakralisering kan man også finde i mange danske kommuner og i store dele af læringsideologiens underligt lukkede spredningssystem.
Endelig har jeg følgende iagttagelse: Nordahl skriver på et tidspunkt i sin artikel, at han ikke mener, at Hatties bog skal være en ”bibel”. Det er svært for mig at se denne sunde indstilling reflekteret i Nordahls nærmest autistiske forsvar for Hattie. Og Nordahls åndsfælle, den indflydelsesrige professor Lars Qvortrup, er i al fald ikke enig, for i et forord til en af Hatties bøger, skrev han, at bogen netop burde være en bibel for skolelærere (Qvortrup & Egelund 2014). Denne guruficerende Hattie-sakralisering kan man også finde i mange danske kommuner og i store dele af læringsideologiens underligt lukkede spredningssystem. Det kan man f.eks. læse om i bogen ”Hattie på dansk” (Bjerre 2016).
Litteratur:
- Bjerre, J. mfl (2017): Hattie på dansk – evidenstænkningen i et kritisk og konstruktivt perspektiv, København: Hans Reitzels Forlag, s. 129-160.
- Klitmøller, J. & Nielsen, K. (2017). ”Blinde pletter i den synlige læring: Kritiske kommentarer til «Hattierevolutionen»”, Nordic Studies in Education, 37(1), 2017, s. 3-18.
- Klitmøller, J., & Nielsen, K. (2017). ”John Hattie som uddannelsesteoretiker – en kritik af teorien om synlig læring”, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 2, s. 3–15.
- Klitmøller, J. & Nielsen, K. (2019). ”Man må være varsom med å kun basere seg på Hatties konklusjoner om hva som kjennetegner god undervisning”, Utdanningsnytt.no, d. 24. november 2018.
- Nordahl , T. (2019). ”Kritikken av kvantitativ forskning i pedagogikk”, Paideia, nr. 17, s. 6-14.
- Qvortrup, L. & Egelund, N. (2014): ”Forord”, i Hattie, J. & Yates, G.: Synlig læring og læringens anatomi, Frederikshavn: Dafolo.
- Rømer, T. A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
- Rømer, T.A. (2017). “Kritik af John Hatties teori om visible learning“, Nordic Studies in Education, 37(1), s.19-35.
- Rømer, T.A. (2019). “A critique of John Hattie’s theory of Visible Learning“, Educational Philosophy and Theory, 51(6), s. 587-598.
